»Undgå gerne området.«

Sådan lød det tidligere fra Hovedstadens Beredskab, som rykkede ud til Sankt Annæ Plads i København efter en melding om røg fra en lastbil.

Nu oplyser beredskabet, at der var »tale om en brand i containeren på lastbilen og ikke selve køretøjet«.

»Vi er ved at tømme containeren og slukke det brændende materiale,« skriver Hovedstadens Beredskab i et opslag på X kort før klokken 13.

»Der vil efterfølgende også være en del oprydning på stedet. Vi forventer at forlade adressen inden for det næste kvarter.«

Tidligere rådede beredskabet til, at man undgik området:

»Undgå gerne området og gør plads til vores køretøjer,« lød det.