Søndag eftermiddag spottede en kajakroer en person i vandet i havnen i Næstved.

Han tilkaldte politiet, der kort tid efter bjærgede et lig op af vandet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2 Øst.

Politiet oplyser til mediet, at anmeldelsen kom ind omkring 13:30 søndag.

Man kender endnu ikke mandens identitet, og han har ligget i vandet i nogen tid, lyder det til mediet.

Der er ikke noget, der tyder på et mistænkeligt dødsfald, oplyser politiet ifølge TV 2 Øst.

Mandag morgen har B.T. været i kontakt med vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og herfra er meldingen, at personen fortsat ikke er blevet identificeret.