Der er torsdag morgen blevet fundet en død mand i vandet ved Kalvebod Brygge i København.

Det bekræfter Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.

»En person er afgået ved døden. Vi har ikke nogen identitet på ham, og vi er ved at klarlægge omstændighederne,« siger han til B.T.

Det var dykkere fra Hovedstadens Beredskab, der fandt den afdøde person. 

Meldingen nåede politiet klokken 8.05.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på en kriminel handling.

»Det er ikke et lig, der har ligget i vandet længe,« fortæller vagtchefen.

I og med at politiet endnu ikke har identificeret manden, er de pårørende ikke underrettet for nuværende. 

Manden er blevet fundet tæt ved Lille Langebro, som er en bro for gående og cyklister.