Han blev skudt på klos hold i frisørsalonen Salon Ørn i Brønshøj. 

Nu mener politiet, at attentatet mod den 20-årige Kevin Ibraimovski tilbage i 2020 tog flere dage at planlægge.

Tirsdag har to mænd været i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg – sigtet for forsøg på manddrab og at koordinere skudattentatet. 

De to mænd trådte ind i retten og hilste høfligt på hinanden og deres forsvarer.

Også en tredje mand, der er blevet sigtet i sagen, dukkede op. Den 29-årige skulle dog ikke i grundlovsforhør tirsdag, da han allerede sidder varetægtsfængslet i en anden alvorlig sag.

Alle tre nægtede sig skyldige.

Anklageren forklarede, hvordan de tre mænd skulle have planlagt skudepisoden gennem flere dage. 

Ifølge politiet istandsatte de en motorcykel, kørte ruten igennem og sikrede sig et køretøj, der kunne bringe dem væk fra gerningsstedet. 

20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen. Foto: Privat
20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen. Foto: Privat
Vis mere

På trods af den angiveligt nøje gennemtænkte plan, gik det ikke som planlagt 24. september 2020. 

For Kevin Ibraimovski havde søgt tilflugt i baglokalet i frisørsalonen, da to gerningsmænd kørte forbi frisørsalonen på motorcykel med et skydevåben. Det fremgår af en videooptagelse fra et nærliggende kamera. 

Derfor måtte de ifølge politiet forsøge igen. 

Det skulle være sket fem dage senere, hvor en mørkklædt gerningsmand med kasket, handsker og hætte gik ind i Salon Ørn – og skød Kevin Ibraimovski på klos hold.

Der blev affyret fire skud, hvoraf tre af dem ramte den 20-årige og førte til, at han mistede livet. 

Anklageren lagde i retten vægt på, at der forud for skudepisoden havde været en nøje planlægning og forberedelse af de nu sigtede i sagen. 

Ved grundlovsforhøret tirsdag kom det desuden frem, at de sigtede har været aktive medlemmer af bandegrupperingen NNV.

NNV-banden lå i strid med Tingbjerg-gruppen, hvor attentatet ifølge anklageren skulle være med til at opildne konflikten mellem de to grupperinger.

Derfor har politiet også taget bandeparagraffen i brug, hvilket betyder, at de tre sigtede mænd kan risikere dobbelt straf, såfremt de bliver dømt. 

De to mænd har tidligere været sigtet og varetægtsfængslet i sagen, men blev løsladt tilbage i 2021. 

Nu sidder de altså tilbage på anklagebænken. 

»I drabssager giver vi i politiet aldrig op, og selv om sagen her har været længe undervejs, så er jeg meget tilfreds med, at vi nu står med et gennembrud,« oplyser vicepolitiinspektør Knud Hvass i en pressemeddelelse fra Københavns Politi, og tilføjer: 

»Det er på baggrund af den samlede efterforskning, at vi nu mener, at der er en begrundet mistanke om, at de er skyldige i de rejste sigtelser.«

Dommeren vurderede, at dørene skulle lukkes under grundlovsforhøret, hvorved journalister og de pårørende skulle forlade retslokalet. 

Her lagde anklageren vægt på, at den formodede gerningsmand, som skulle have affyret de dødelige skud, fortsat er på fri fod, samt at det er foregået i bandemiljøet.

Den 21-årige mand og den 25-årige mand er begge blevet varetægtsfængslet foreløbigt i fire uger, oplyser Københavns Politi på det sociale medie 'X.' 

Lyt til det seneste afsnit af B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her: