Lørdag aften lød der et gevaldigt brag i indgangspartiet til Kvickly-butikken i Middelfart.

Hurtigt skulle det vise sig at være et kanonslag, der blev kastet ind i forretningen.

Det skriver TV 2/Fyn.

I den forbindelse efterlyser politiet et særligt vidne til hændelsen.

»Vi har fat i de to, der har gjort det, men for at få belyst sagen til bunds mangler vi at tale med vedkommende, der står tæt på eksplosionen,« forklarer vagtchefen hos Fyns Politi til mediet.

Over for B.T. uddyber vagtchefen, at der er tale om en ældre kvinde, som man på overvågningsbilleder fra butikken kan se, befandt sig tæt på kanonslaget, da det gik af. 

»Hun skulle efter sigende være meget rystet, og vi har ikke haft lejlighed til at tale med hende, da hun var gået, da vi kom frem,« fortæller vagtchefen til B.T. 

Ifølge vagtchefen var der ikke nogen, der kom til skade ved eksplosionen.

Dog er der oprettet en sag om fareforvoldelse på de to, der kastede kanonslaget.