Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser 23-årige Ali El-Mir.

Han er blevet kendt skyldig i medvirken til drab i en sag, hvor to mænd blev dræbt på en p-plads i Kalundborg 17. november 2020. 

Midt- og Vestsjællands Politi har forsøgt at finde frem til Ali og har opfordret ham til at melde sig selv til politiet. Men det er endnu ikke lykkes, og derfor beder politiet offentligheden om hjælp. 

»Undlad selv at tage kontakt til Ali,« lyder opfordringen dog fra politiet. 

Hvis du har oplysninger om, hvor han befinder sig, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Dobbeltdrabet i Kalundborg udspillede sig på parkeringspladsen foran supermarkedet Meny. Her blev tre unge mænd lokket i et dødeligt baghold og skudt på klos hold.

I 12 sekunder stod den brutale kugleregn på, hvor to mænd på 21 og 24 år afgik ved døden, mens den tredje 20-årige mand på mirakuløs vis overlevede.

Det skæbnesvangre skyderi blev udløst af en stridighed i bandemiljøet.

Østre Landsret har tirsdag kendt seks mænd skyldige i drab og drabsforsøg eller medvirken hertil i forbindelse med skyderiet, skriver Ritzau.

Den ene af de seks blev frifundet, da sagen blev behandlet i byretten, mens de øvrige fem blev idømt fængsel på livstid. Derfor har han som den eneste af de seks været på fri fod under behandlingen af sagen i landsretten.

Muligvis havde han på forhånd luret, hvad der ville ske, skrev Ritzau tidligere tirsdag. I hvert fald var han ikke dukket op ved tirsdagens retsmøde, hvor kendelsen om skyld blev afsagt.