I skrivende stund bliver to af rapperen P. Diddys ejendomme ransaget efter alvorlige beskyldninger om blandt andet menneskehandel og rufferi. 

Et af hjemmene har den verdenskendte stjerne Usher boet i. 

Nu er et gammelt interview fra 2016 dukket op, hvor Usher fortalte, hvordan det var at bo i Diddys hus i 90erne, skriver People Magazine. 

Som 13-årig boede Usher et år i Sean 'Diddy' Combs' hus i New York, efter hans manager L.A. Reid foreslog, at han skulle bruge rapperen som mentor. 

»Jeg ved ikke, om jeg overhovedet forstod, hvad jeg så i huset – det var ret vildt,« fortalte Usher i interviewet fra 'The Howard Stern Show' i 2016. 

Undervejs i interviewet blev stjernen også spurgt, om han nogle gange festede til kl. 4 med P. Diddy og hans kendisvenner som Biggie Smalls, Lil' Kim og Mary J. Blige. 

Her svarede Usher, at han faktisk var længere oppe end dem nogle gange. 

Begrundelsen for, at Usher skulle bo i huset, var, at han skulle lære, hvordan man opfører sig som R&B-stjerne. 

Da Usher i interviewet blev spurgt, om han nogensinde ville sende sine egne børn til 'Puffy camp', svarede han:

»Nej, for helvede.«

P. Diddys ejendomme bliver ransaget i kølvandet på en række civile søgsmål, der det seneste halve år er blevet rettet mod ham. 

I december anmeldte en anonym kvinde ham for gruppevoldtægt og sextrafficking, da hun blot var 17 år gammel. 

Han er tidligere blevet beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb på en universitetsstuderende i 1991.

Før det, blev han af sin tidligere kæreste, R&B-sangeren Cassandra Ventura anklaget for løbende vold, seksuelt slaveri og voldtægt. Det søgsmål har han indgået forlig i.