En ny dokumentar med anklager om flere seksuelle overgreb får skuespilleren til at reagere.

Oscar-vinderen Kevin Spaceys opførsel bliver endnu en gang gransket, men nu forsvarer han sig selv i et nyt interview, skriver CBS News.

»Jeg kan ikke gå igennem det her igen og lade mig selv blive grundløst angrebet uden at forsvare mig,« siger han i interviewet.

De nye beskyldninger om sexchikane og overgreb på mænd bliver omtalt i dokumentarfilmen 'Spacey Unmasked,' der har premiere i Storbritannien 6. maj.

I et over to timer langt interview sætter skuespilleren ord på de beskyldninger.

Ifølge mediet indeholder dokumentaren nemlig udtalelser fra mænd om begivenheder, der skulle have fundet sted mellem 1973 og 2013.

Hvad de nye beskyldninger konkret dækker over, er for nu uvist.

Under interviewet tager skuespilleren »det fulde ansvar« for sin tidligere adfærd og handlinger, men han nægter altså at tage ansvaret for opdigtede ting.

»Jeg har aldrig sagt til nogen, at hvis de giver mig seksuelle tjenester, vil jeg hjælpe dem med deres karriere,« siger han, og tilføjer:

»Jeg har helt klart været sammen med nogle mænd, som troede, at de kunne komme videre i deres karriere ved at have et forhold til mig.«

Kevin Spacey sætter også ord på, hvordan de tidligere anklager har påvirket ham i dag.

Han kalder det en »livstidsdom« og forklarer, hvordan han har skullet kæmpe for at komme tilbage til arbejdet.

På det sociale medie X har skuespilleren også delt sin frustration over den kommende dokumentar.

Her skriver han, at Channel 4, der har produceret dokumentaren, kun har givet ham syv dage til at undersøge de nye anklager, og det, mener han, ikke er nok tid.

'De mener, at det at bede om et svar på syv dage på nye, anonymiserede og uspecifikke beskyldninger er en 'fair mulighed' for mig til at tilbagevise alle beskyldninger mod mig,' skriver han i opslaget.

I juli sidste år blev Kevin Spacey frikendt i samtlige ni anklager om seksuelle overgreb, som c fire mænd anklagede ham for.

I en af sagerne skulle Spacey ifølge anklagerne have bedøvet en ung skuespiller på det teater, Spacey var chef på. Herefter havde han ifølge anklagerne forgrebet sig på ham, imens skuespilleren sov.

I et andet tilfælde anklagede en chauffør Spacey for at have taget så hårdt fat i hans skridt, at han næsten kørte af vejen.

Kevin Spacey er en amerikansk skuespiller, der har haft en lang og succesfuld karriere. Han er blandt andet kendt for sin rolle som forbryder i 'The Usual Suspects' og morder i den psykologiske thriller 'Seven'.