Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?
Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. I dag er vi nået til Søren Stryger, der var med til at vinde det første mesterskab med storklubben Flensburg-Handewitt i 2004. Efter VM i 2007 stoppede højrefløjen på landsholdet, hvor det blev til 151 kampe for Danmark.
Hvad bruger du din tid på i dag?
»Jeg er i forsikringsbranchen i dag. Jeg blev uddannet cand.merc.jur., så jeg har brugt den uddannelse. Da jeg flyttede til Aarhus i sin tid, var det dels for at læse og dels for at spille i Skanderborg. Og så udviklede håndbolden sig til, at jeg fik en landsholds- og udlandskarriere.«
Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?
»Vores kære landstræner, Nikolaj Jacobsen, har formået at samle os årligt til en julefrokost, som Nikolaj er vært for. Os, der spillede i slut 90erne og start 00erne har en gruppe, der mødes.«
Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?
»Jeg ved ikke, om der er så meget, der er anderledes. Spillet har selvfølgelig ændret sig og er blevet endnu mere fysisk og hurtigere. Vi var måske den første generation, der rigtigt tog afsted til udlandet og blev professionelle.«
»Jeg var med på den rejse, hvor vi begynde at vinde medaljer. Første gang vi oplevede fulde haller, var da vi spillede om bronzemedaljer i 2007 i Tyskland. Den rejse var selvfølgelig vild at være en del af. Det var et af højdepunkterne i forhold til landsholdet. Det med at være udlandsprofessionel og være nogle af de første, der gjorde det.«
Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?
»Jeg havde et uheld i Egypten engang efter noget ond mave, som mine kammerater ynder at fortælle om …«
»Dét, der står klarest for mig, var til VM i 2007, hvor vi spillede i Kiel og i Hamborg, og vi næsten kunne høre en fuld hal af danskere. Det var et moment. Den fornemmelse at kunne høre de gamle sange og en fyldt hal, der stod bag en, det var det mest lyse eksempel på det. Men selvfølgelig også det sammenhold, der var, og som stadig er der mange år efter.«
Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?
»Lars Krogh Jeppesen. Jeg husker, han kom med på landsholdet. En høj, tynd fyr med lyse striber i toppen af håret. Den udvikling og de år, vi havde i Flensburg. Vi blev tyske mestre i 2005, og han blev MVP (mest værdifulde spiller, red.) i Bundesligaen, og tog til Barcelona. Han var fuldstændig unik. Det var en fornøjelse at se hans rejse fra en ranglet teenager i Avedøre … Han er jo stadig ranglet.«
Hvem var den største bisse at spille imod?
»Det er der ingen tvivl om. Johnny Jensen fra Norge, som jeg spillede med i Flensburg. Ham og Lars Krogh i midterforsvaret. Det kan ikke have været sjovt.«
Vinder Danmark EM?
»Det er svært at forestille sig andet. Det er et vanvittigt hold, vi har. Jeg er en af dem, der har prøvet at stå med høje forventninger, hvor det ikke er lykkedes. Derfor er det måske den største trussel, at de er så store favoritter. Men når man kigger på spillerne, ser det godt ud.«
Har du et godt råd til de unge gutter i dag?
»Til dem, der er på landsholdet nu: Nyd det. De ved aldrig, om de kommer med igen. Aldrig tag det for givet, og nyd det til fulde. Til dem, der ikke er på landsholdet endnu: Vær tålmodige. Tro på drømmen og gå efter det. Jeg er selv en af dem, der kom med af omveje, så det kan godt lade sig gøre.«
Lars Jørgensen spørger: I og med, du er så udfordret til padel, skal du så ikke overveje at skifte sportsgren?
»Der kan jeg jo svare, at jeg elsker udfordringer, så det kommer slet ikke på tale. Så længe jeg ikke spiller sammen med ham, så vinder jeg jo mine kampe. Han har haft en imponerende udvikling som padelspiller, han er en af de eneste, der bruger kosteskaftgrebet.«
Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?
»Kristian Asmussen. Som tidligere målmand, hvordan kan det så være, at du altid taber i ministraffe?«
