Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?

Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. I dag gælder det Skjern-veteranen Kristian Gjessing, der fik 82 landskampe for Danmark.

Hvad bruger du din tid på i dag?

»Jeg bor i Skanderborg med mine to piger, og så har jeg min kæreste, Louise, i København. Jeg har et lidt sammensat arbejdsliv, hvor jeg har en selvstændig del, og ved siden af det arbejder jeg med nogle unge. Håndboldmæssigt har jeg ikke spillet siden, jeg satte skoene på hylden, men jeg har været så heldig at kunne træne mine to piger gennem de sidste syv år, og det har været en kæmpe gave for mig.«

Kristian Gjessing holder sig stadig fysisk aktiv, blandt andet med bjergbestigning.
Kristian Gjessing holder sig stadig fysisk aktiv, blandt andet med bjergbestigning. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?

»Jeg har været så heldig at spille 18 år som professionel, og der har jeg mødt en masse gode, sjove og spændende mennesker. Man kan selvfølgelig ikke bevare alle relationer, man danner i klubberne gennem så mange år, men jeg føler mig priviligeret ved, at flere af de mennesker stadig er en stor del af mit liv.«

»Vi er en flok, som har mødtes fast igennem mange år. Kasper Søndergaard, Claus Møller Jakobsen, Thomas Klitgaard og Andreas Toudahl. Jeg har mange gode venner, som jeg har mødt igennem håndbolden.«

Kristian Gjessing ses stadig med flere af sine gamle kollegaer. Her med Lars Christiansen, Andreas Toudal og Kasper Søndergaard.
Kristian Gjessing ses stadig med flere af sine gamle kollegaer. Her med Lars Christiansen, Andreas Toudal og Kasper Søndergaard. Foto: Privatfoto
Vis mere

Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?

»Da jeg spillede, var der flere klubber, der havde små haller at spille i, og der var en helt speciel atmosfære. Tilskuerne stod en meter fra banen, og det var pissefedt. Jeg har selv spillet for 10.000 mennesker, men der var noget specielt ved at spille i en lille hal. Det var fedt at opleve, synes jeg.«

»Men der er sket sindssygt meget. Jeg stoppede for syv år siden, og der er sket meget siden. Man er blevet skarpere inden for alle områder, trænerne er dygtigere, der bliver arbejdet på en helt anden måde med statistikker og analyser, og de har nogle helt andre redskaber i dag. Spillerne er bedre, de er blevet bedre til at optimere på alle områder, og er derfor mere komplette, end spillerne tidligere var. De henter de ekstra procenter alle steder, hvor det er muligt.«

»Jeg var professionel i 18 år, og der oplevede jeg selv en kæmpe udvikling i håndbolden, men den er kun blevet endnu større. Vi gjorde jo alt, hvad vi kunne, for at blive så dygtige som overhovedet muligt med de forudsætninger, der var på det tidspunkt. Jo bedre spillerne og trænerne er blevet, jo sjovere er det at se håndbold.«

Kristian Gjessing efter en sejr over Norge i 2004.
Kristian Gjessing efter en sejr over Norge i 2004. Foto: Morten Rakke/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?

»Det, jeg husker mest, var nok, da jeg debuterede som 21-årig. Vi havde lige vundet VM for ungdomslandshold, og så blev jeg ringet op lige efter finalen af A-landsholdstræneren, der sagde, at jeg var udtaget til en VM-kvalifikationskamp. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det var fandeme en vild oplevelse. Min debut var en virkelig særlig følelse. Jeg fik debut i Beograd mod Jugoslavien, så det var vildt nok. De kastede med mønter og spyttede på banen.«

Kristian Gjessing fik debut på landsholdet som 21-årig.
Kristian Gjessing fik debut på landsholdet som 21-årig. Foto: Gitte Sofie Hansen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?

»Alle spillere på landsholdsniveau ved, hvad der kræves og lever efter det. Jeg har spillet med utrolig mange dygtige spillere, men hvis jeg skal tage én ud, vil jeg sige Kasper Hvidt. Han var virkelig ekstrem. Han gik ind til hver kamp og alle træninger, som var det den sidste i hans karriere.«

»Han var så dedikeret i alle detaljer omkring hans håndboldspil. Det, synes jeg, var fascinerende og fik mig til at tænke på, at håndboldkarrieren kun varer en kort periode, og at man skal nyde hvert et øjeblik.«

Hvem var den største bisse at spille imod?

»Veselin Vujović. Han var jugoslavisk landsholdsspiller og det største svin, jeg har mødt på en bane. Han slog mig med en knytnæve i hovedet i min første landskamp i en heksekeddel med 10.000 tilskuere i Beograd.«

»Han fik direkte rødt kort, og det var mit første møde med ham. Han var crazy ham der. Hans voldsomme tendenser fulgte ham efterfølgende i hans trænerkarriere, hvor han også var involveret i flere slåskampe på banen.«

Vinder Danmark EM?

»Ja det tror jeg. Jeg siger ikke, det ikke bliver svært, for det gør det. Selvom Danmark har en fantastisk trup sammensat af nogle af de allerbedste spillere i verden, så skal de være der 100 procent for at vinde. Frankrig kan slukke drømmene, men jeg tror på Danmark.«

Den tidligere landsholdsspiller tror på dansk EM-guld.
Den tidligere landsholdsspiller tror på dansk EM-guld. Foto: Privatfoto
Vis mere

Har du et godt råd til de unge gutter i dag?

»Jeg har ikke et håndboldmæssigt råd til spillerne på landsholdet. De er alle nogle af de bedste spillere i verden, og de ved, hvad der har bragt dem dertil. Men jeg håber, at de på et tidspunkt vil dele ud af den viden, de har, som har bragt dem så langt. Hvis de har børn, håber jeg, at de giver sig selv muligheden for at træne dem, når karrieren er forbi. Det vil være en gave for de unge og også for dem selv.«

Morten Bjerre spørger, om du stadig har den autograf, du fik af ham, da du var yngre, samt det billede du ville have taget med ham?

»Det hænger på mit køleskab mellem Michael Fenger, Anders Dahl og de andre gamle sportsstjerner fra den tid.«

Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?

»Send den videre til Kasper Søndergaard. Spørg ham, hvorfor han aldrig har dækket op i hele hans karriere.