Hvad blev der af de ikoniske landsholdsspillere, som plaffede mål ind på samlebånd og gjorde herrehåndbold til noget, hele Danmark pludselig holdt af?
Med B.T.s STJERNE-STAFET tager vi under EM temperaturen på legenderne. Stafetten er sendt videre til håndboldlegenden Erik Veje Rasmussen, der opnåede 233 landskampe med hele 1015 mål til følge, hvilket har gjort ham til tredje mest scorende landsholdsspiller gennem tiderne.
Hvad bruger du din tid på i dag?
»De sidste par år har jeg malet og haft et lille job som ungdomskonsulent oppe i Randers, hvor jeg har nogle udviklingsprojekter. Men jeg skal finde noget, som jeg kan bruge noget mere tid på.«
Hvem taler du stadig med af de gamle stjerner?
»Der er nogle, jeg mødes med en gang imellem. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med Keld Nielsen, han har et galleri på Frederiksberg. Ellers er det mest nogle forskellige anledninger, og det er vældig sjovt, når man mødes.«
Håndbolden har ændret sig meget! Hvad var bedst ved 'de gamle dage'?
»Det var vores shorts. Vi kunne bære dem. I dag er det lange shorts og lange strømper, det er en tragedie. Ej, men man er passioneret og gør, hvad man kan, og på den måde, har det ikke forandret sig i hovedet. Men det er professionaliseret, og niveauet er højere. Dengang brugte jeg jo også al tid på det for at blive så dygtig som mulig.«
»Subjektivt set er det det samme, men udefra er der langt flere penge og kampe i dag. Til gengæld fik vi dengang en ret central rolle. Der var kun én kanal, så folk blev måske mere kendte, hvor man i dag slås med Champions League og alt muligt andet på en masse kanaler.«
Hvad er dit vildeste eller mest mærkelige landsholdsminde?
»Nu havde vi jo 'fornøjelsen' af at rejse rundt i østblokken. Det var dramatisk, for så følte man den kolde krig. Når vi mødte Sovjetunionen, var det i en hal, hvor der kunne være 15-20.000 mennesker. Men så sad der 100 soldater på række, fordi de var tvangsindlagt til at se kampen, og så var der ikke andre i hallen. Hvis man rejste i østeuropæiske lande var det ikke, fordi man ligefrem nød de kulinariske oplevelser med hønsekødssuppe med kold te til morgenmad. Der kunne man se nogle andre sider af livet. Det var ikke så luksuriøst. Det skiftede meget da jerntæppet faldt. Nu skal man helt ud på landet for at opleve sådan noget. Det var elendige forhold.«
»Der var også engang, hvor vi havde hele vores oppakning med, og vagtposterne ville have, at vores holdleder Finn Andersen skulle pakke det hele ud. Så sagde han: 'Det gør jeg simpelthen ikke', så det endte med, at de måtte få tilkaldt nogle fra ambassaden. Men det var lige før, at der opstod en udenrigspolitisk krise.«
»En tredje historie var noget, Hans Henrik Hattesen gjorde engang, da vi skulle give autografer i Magasin. Han puttede vinflasker ned i Finn Andersens taske, og så bimlede og bamlede det, da han skulle ud. Så skulle han ind og undersøges, fordi han havde taget ting med fra butikken.«
Hvilken holdkammerat overraskede dig allermest – på godt eller ondt?
»Jeg havde mange år, hvor jeg sov med Michael Fenger fra Gentofte. Vi havde en meget sjov lille leg, vi legede, når lyset var slukket, og vi skulle sove. Der klunsede vi om penge. Vi sagde 'NU', og så skulle man tænke på et tal, og så skulle man afsløre, hvad man tænkte på. Det krævede en del tillid at spille om penge på den måde.«
Hvem var den største bisse at spille imod?
»Voldemaras Novickis fra Sovjetunionen. Man ville gerne i en stor bue udenom ham. Spillet var mere brutalt, og det var langt, langt hårdere, end det er i dag. Folk gik med til at smadre hinanden. Der har jeg altid holdt mig fornemt væk for ikke at få øretæver, for ham var jeg bange for. Det var dengang man gerne måtte slå folk ned, hvis man havde behov for det. Den hårdeste spiller, vi har haft, er Jan Eiberg Jørgensen.«
Vinder Danmark EM?
»Man kan jo se, hvad bookmakerne siger. Alle forventer, at det bliver en sejr til Danmark. Selvfølgelig kan en kamp tippe, men det er vildt, at vi har verdens bedste spillere på alle positioner. Danmark må være storfavoritter.«
Har du et godt råd til de unge gutter i dag?
»Jeg synes, det er meget passende, hvis jeg giver et godt råd, for de har jo ikke vundet noget selv, så jeg tror, de brænder for det. Haha, ej men den årgang, vi har, er en uendelig række af spillere, som uge efter uge er de bedste i verden. Der tror jeg ikke, at jeg kan bidrage med noget.«
Anders Dahl har bedt os om at spørge dig ind til den tyske grammatik. Hvad handler det om?
»Haha. Der var en, der hed John Jacobsen, og han tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland. Jeg sov med John, for jeg er uddannet tysklærer, så jeg lå og gav John opgaver. Men engang sagde Anders til John: 'Kan du også tale dansk?' Ja, det kunne han godt, sagde han. Så siger Anders: 'Okay, vi tester dig. Hedder det en eller et hus?' John svarede: 'Det er nemt. Det er jetzt hus.'«
Hvilken tidligere spiller skal vi sende stafetten videre til – og har du et drillespørgsmål til ham?
»Christian Hjermind, ham var jeg træner for. Prøv at høre, om han kan huske dengang, hvor han fik den største gang skældud, jeg nogensinde har givet en spiller. Han erobrede bolden i et kontraangreb, hvor der lå en medspiller længere fremme. Men Christian driblede udenom ham og løb ind og scorede. Det var en dødssynd.«
