Netflix-dokumentarserien 'Drive to Survive', der inviterer seerne ind bag Formel 1-kulisserne, har været en kæmpe succes med seks sæsoner – og angiveligt er der mere på vej.

For producenten James Gay-Rees løfter nu sløret for, at det altoverskyggende Christian Horner-drama vil være med i serien.

»Der skal refereres til det i en eller anden grad, ja. Og de vil alle gerne have, at den bliver fortalt på en bestemt måde, så det handler om at finde den rette balance, så alle er tilfredse, Netflix er tilfreds, og vi kan sove trygt om natten med de beslutninger, vi har truffet,« siger James Gay-Rees til The Telegraph.

»Man er nødt til at have en balance. Jeg synes, Horner ser ok ud for tiden, men det føles ikke som om, det er slut endnu. Det hele vil afhænge af, hvordan det går. Jeg ved ikke, hvad han har gang i – og jeg har virkelig ikke nogen holdning til det, men han har været igennem det, og det ønsker man ikke for nogen.«

Christian Horner og Geri Halliwell har været gift siden 2015.
Christian Horner og Geri Halliwell har været gift siden 2015. Foto: Ali Haider/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Red Bull indledte tilbage i februar en efterforskning af holdets chef, Christian Horner, efter beskyldninger om, at Horner skulle have haft et upassende forhold af seksuel karakter til en kvindelig ansat på Red Bull-holdet.

Horner afviste i første omgang samtlige anklager imod ham, og i slutningen af februar lignede det da også, at Formel 1-ikonet ville slippe med skrækken.

Men allerede dagen efter frikendelsen kunne flere medier melde om et stort læk til en lang række nøgleaktører i Formel 1-verdenen, som ikke gjorde noget godt for Horners sag.

Efter anklagerne igen blussede op, begyndte rygterne pludselig også at svirre om Horners ægteskab med Geri Halliwell – eller Ginger Spice, som hun hed i Spice Girls.

Pludselig kunne flere anonyme kilder, der ifølge Daily Mail er tætte venner med Halliwell, fortælle, at det ellers stålfaste forhold var begyndt at slå sprækker i kølvandet på lækket.

Senest skabte den kvindelige medarbejder, som Horner skulle have haft et forhold til, ny uro omkring racerbossen, da hun indgav en ny klage i sagen – denne omgang om den undersøgelse af Horner, der afgjorde, at hun fik sparket.

Fans af serien må dog vente et stykke tid, før de kan se Horner-dramaet udspille sig, da serien ifølge Mirror typisk udkommer ugen før sæsonåbningen, hvilket betyder, at en premiere af en eventuel sæson syv først vil være omkring februar 2025.