Fodboldspilleren João Cancelo og kæresten, Daniela Machado, udvider familien.

Det afslører de i et opslag på Instagram.

'Masser kærlighed, lykke og velsignelse,' lyder det i opslaget, som viser billeder af den glade familie, som udover João Cancelo og Daniela Machado også består af parrets datter, Alicia.

Den 29-årige portugisiske landsholdsstjerne spiller til daglig i den spanske storklub FC Barcelona, hvortil han er udlejet fra Manchester City.

I Barcelona er det indtil videre blevet til 24 kampe med tre mål og tre assists til følge, og til sommer vender højrebacken efter planen tilbage til Manchester City.

I den engelske mesterklub har han blandt andet været med til at vinde FA Cuppen og tre nationale mesterskaber.

Det er endnu ikke blevet til nogen trofæer i Barcelona, der befinder sig i en spillemæssig krise.

I januar tabte man først til ærkerivalerne fra Real Madrid i den spanske Super Cup-finale, hvorefter klubben røg ud af pokalturneringen Copa del Rey til Athletic Bilbao.

I ligaen befinder Cancelo og co. sig på fjerdepladsen efter Athletico Madrid, sensationen Girona og Real Madrid, og i sidste uge meldte Barcelona-legenden Xavi ud, at han stopper som træner for klubben efter sæsonen.

Heldigvis for Cancelo kan han glæde sig over positive nyheder på hjemmefronten.