Han faldt om med hjerteproblemer i maj sidste år. Nu er han tilbage på grønsværen for de svenske mestre.

I sommer fik Anders Christiansen indopereret en hjertestarter - en såkaldt ICD-enhed - efter han faldt om til træning.

Malmö FF-kaptajnen viste efterfølgende ICD-enheden frem hos Viaplay i dokumentaren 'Fodboldhjerte,' hvor man tydeligt kunne se den inde bag huden.

11 måneder efter den chokerende hændelse var Anders Christiansen tilbage for Malmö FF, da de forsvarende mestre hjemme søndag besejrede AIK med hele 5-0. Her blev Anders Christiansen skiftet ind i det 76. minut til stående ovationer for hjemmeholdet - og i det rørende moment fik den 33-årige dansker også anførerbindet på, som han har båret i flere sæsoner.

Anders Christiansen er tilbage på banen som anfører for Malmö FF - nu med en indopereret hjertestarter.
Anders Christiansen er tilbage på banen som anfører for Malmö FF - nu med en indopereret hjertestarter. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var første gang, at Anders Christiansen var i truppen i denne sæson, da han har været udeladt i de første fem kampe i sæsonen.

Efter kampen fejrede Anders Christiansen sejren med Malmö-fansene og han satte i den forbindelse ord på, hvordan det var at være tilbage og modtage den hyldest:

»Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke dette. Det var følelsesladet,« sagde Anders Christiansen efter kampen til Expressen.

Malmö FF har vundet seks ud af seks kampe i denne sæson, hvor der har været flere storsejre i mellem.

Her viser Anders Christiansen ICD-enheden frem.
Her viser Anders Christiansen ICD-enheden frem. Foto: Viaplay
Vis mere

Derfor var Anders Christiansen da også svært begejstret for at være tilbage på holdet.

»Jeg skal hjem og være alene i et stykke tid nu. Jeg kunne ikke tænke mig noget bedre end at komme ind og hygge mig. Drengene har gjort det fantastisk,« fortalte han til det svenske medie.