Virksomhedsgiganten Zalando er endt i problemer på grund af deres miljømarkedsføring. 

Derfor forpligter Zalando sig nu til at fjerne »vildledende bæredygtighedsikoner og bæredygtighedsudsagn« på deres hjemmeside. 

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. 

Det kræver nemlig dokumentation, hvis virksomheder anvender de forskellige bæredygtighedsikoner, -filtre og -udsagn. 

Og det har Zalando ikke kunnet levere. 

»Virksomheder skal kunne dokumentere de miljømæssige fortrin, de markedsfører sig med, så forbrugerne kan stole på dem. Benytter en virksomhed generelle udsagn med videre om klima, miljø eller bæredygtighed i deres markedsføring, er der strenge krav til dokumentation,« siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen. 

Derfor skal Zalando nu fjerne de vildledende ikoner. 

Og hvis der er noget, der giver forbrugerne et indtryk af, at varen har en miljømæssig eller etisk fordel, uden at det i beskrivelsen er underbygget af noget konkret, skal det også fjernes. 

Derudover skal virksomheden fjerne bæredygtighedsudsagn og -ikoner fra virksomhedens filterfunktion. 

I stedet skal Zalando for eksempel skrive, hvor mange procent af et produkt, der stammer fra genbrugsmaterialer. 

»Vi anbefaler derfor virksomheder at være så konkrete som muligt. På den måde bliver risikoen for at vildlede forbrugerne mindre, mens udsagnene bliver lettere for virksomhederne at dokumentere,« siger Torben Jensen. 

Sagen er blevet behandlet af Forbrugerombudsmanden i et samarbejde med Europa-Kommissionen og de forbrugerbeskyttende myndigheder i Tyskland, Norge og Sverige.