I efteråret afslørede Jakob Ellemann-Jensen, at han skal være far for fjerde gang til en lille dreng.

Nu afslører han præcis, hvornår det sker - og det er lige oppe over.

Da den tidligere formand for Venstre søndag deltog i Søren Pape Poulsens bisættelse i Viborg, gav han udenfor domkirken et kort interview til Billed-Bladet.

Her satte han først et par ord på sin sorg over at have mistet en nær kollega - hvordan han næsten ikke kunne tro det, da han sidste lørdag fik besked om, at Søren Pape Poulsen var død i en alder af blot 52 år.

Jakob Ellemann-Jensen.
Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Midt i sorgen kunne han dog samtidig glæde sig over én ting.

Da Billed-Bladet spørger, hvordan han selv har det for tiden, sluttede han nemlig smilende med at fortælle, at hans hustru venter at nedkomme med deres andet fælles barn i den kommende uge.

»Jeg har det storartet. Jeg skal være far igen på tirsdag. Alt er godt,« lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

Den 50-årige ekspolitiker har siden 2018 været gift med den seks år yngre Anne Marie Preisler.

De har i forvejen en dreng på fem år.

Derudover har Jakob Ellemann-Jensen to ældre børn fra et tidligere ægteskab.