Hos Dagrofa render man rundt med armene i vejret i dag.

Torsdag formiddag præsenterer supermarkedsgiganten nemlig det bedste resultat længe.

Dagrofa kom ud af 2023 med en driftsindtjening på 426 millioner kroner, som er virksomhedens bedste i mere end 20 år.

Det har medvirket til at give Dagrofa et overskud efter skat på 89 millioner kroner.

Det tal er en forbedring på mere end 20 procent i forhold til 2022.

Omsætningen steg med 639 millioner kroner til 19,4 milliarder kroner i 2023.

Dagrofa konstaterer, at man har fremgang i alle sine forretningsben, som altså inkluderer supermarkedskæderne Meny, Spar, Let-køb og Min Købmand.

Det er dog især logistikforretningen, som trækker opad, bemærker man.

»Vi er gået ud af 2023 med vores supermarkedskæder stærkt og tydeligt positioneret i markedet, og vi har vundet markedsandele,« siger koncernchef Tomas Pietrangeli i en pressemeddelelse.

Han noterer, at MENY i januar blev kåret som Årets Supermarked af B.T.s læsere.

»Danmarks 12 største supermarkeder deltog i afstemningen, og den førsteplads er en bekræftelse af, at kunderne kan lide, hvad vi står for,« siger Tomas Pietrangeli.

Dagrofa udvidede i 2023 butiksnettet, så man ved udgangen af året var nået op på 527 butikker på tværs af kæderne.

Og den udvidelse vil fortsætte, lover topchefen.

»Vi styrker butiksnettet yderligere i 2024 med åbningen af en lang række butikker på tværs af kæderne,« siger Tomas Pietrangeli.

Dagrofa beskæftiger i dag 14.000 medarbejdere.