Grillen Burgerbar havde et forfærdeligt 2023, og burgerkæden skal nu i gang med en omfattende omstrukturering. 

Det skriver Finans

Samlet set kommer burgerkæden ud af seneste regnskabsår med et underskud på hele 12,3 millioner kroner. 

Derfor vil Grillen Group, der står bag de i alt otte restauranter, foretage en omstrukturering og lægge en ny strategi for kæden. Det betyder blandt andet, at i hvert fald en enkelt restaurant må dreje nøglen om, skriver Finans.

Grillen Burgerbar har fire restauranter i København, men er også repræsenteret i Roskilde, Aalborg, Vejle og Herning.

Kæden kom også ud af 2022 med et negativt resultat, men dengang lå underskuddet på mere beskedne 2,5 millioner kroner. 

2023 bød også på en lukning for kæden, da restauranten i det centrale Aarhus pludseligt fik sparekniven. 

Dengang lød forklaringen, at den høje husleje for lokalet ikke stod mål med restaurantens indtægter.