Mads Pedersen er slet ikke til at stoppe!

Lørdag vandt den danske cykelrytter den tredje etape ud af tre mulige efter en massespurgt i det franske etapeløb Tour de La Provence.

Efter en intens jagt blev Marco Frigo fra Israel-Premier Tech halet ind til sidst, og så vandt den danske stjerne spurten blandt de tilbageværende i front.

Den danske stjerne lignede en, der var træt af tempoet i feltet, og derfor satte han sig selv frem og skruede tempoet op i jagten på Marco Frigo, der sad alene i front.

Ni ryttere kunne følge ham, men på et tidspunkt så det ud til, at Mads Pedersen skulle køre hele baduljen ud af hjulet. I hvert fald slog han et hul til resten af gruppen, som dog samlede sig og halede danskeren ind igen.

Arkea havde den fordel, at holdet havde flere ryttere i frontgruppen, og da de begyndte at angribe, blev Mads Pedersen tvunget til at lukke huller alene. Men det tog han i stiv arm.

I hvert fald halede han Raúl García Pierna, der var mest succesfuld med sit angreb, ind igen, og til sidst skulle danskeren med ni ryttere på slæb også selv lukke det sidste af Marco Frigos forspring.

Med 500 meter til mål blev italieneren halet ind, og selv om Mads Pedersen havde knoklet en vis legemsdel ud af bukserne, så formåede han på den sidste stigning at spurte fra konkurrenterne.

Axel Zingle fra Cofidis kom ind på andenpladsen i samme tid som Mads Pedersen, mens Clément Champoussin fra Arkea på tredjepladsen tabte to sekunder.

De tre etapesejre betyder naturligvis, at Mads Pedersen fører løbet samlet - i øvrigt som den første dansker nogensinde.

Etapeløbet slutter søndag, hvor en flad rute på 182,2 kilometer venter for Mads P. og co.

Mads Pedersen kan notere sig for fire etapesejre i år, ligesom han har vundet Étoile de Bessèges samlet.