Boligejere i hobevis har prøvet at få ændret deres foreløbige ejendomsvurdering i forbindelse med et salg eller køb.

Men de fleste har fået afslag, viser nye tal, som B.T. har fået indsigt i hos Vurderingsstyrelsen.

Årsagen er blandt andet, at man kun kan få ændret sin ejendomsværdi, hvis den er meget skæv. Ejendomsmæglerens vurdering af husets værdi eller den faktiske salgspris skal som udgangspunkt afvige med mere end 20 procent, før du har en chance for at få ændret ejendomsværdien.

Hvis din nye foreløbige ejendomsværdi for eksempel er 10 millioner kroner, og ejendomsmægleren vurderer, at dit hus kun kan sælges for 8,5 millioner kroner, så er det altså som udgangspunkt bare ærgerligt.

Selvom ejendomsværdien vil være 1,5 millioner kroner for høj i forhold til udbudsprisen, så svarer det kun til, at ejendomsværdien er 15 procent skæv. Og det er som sagt ikke nok. Ejendomsværdien bliver kun ændret, hvis der er grundlag for at ændre den med mere end 20 procent.

Med andre ord: Ejendomsværdien skal som udgangspunkt ikke bare være lidt skæv, men være helt ved siden af, før du kan få den rettet.

Afslagene kan potentielt gøre det sværere for boligejerne at sælge deres boliger.

En for høj ejendomsvurdering kan betyde, at de kommende ejere skal betale en højere boligskat og derfor vil kræve et afslag i prisen.

»En køber vil jo skulle kigge ind i en ejendomsskat, som vil blive fastsat ud fra en vurdering, han ikke kan få ændret, og det er selvfølgelig et problem,« siger advokat Thomas Booker med speciale i ejendomsskat fra advokatselskabet Horten.

Vurderingsstyrelsen har modtaget i alt 5.500 anmodninger om ændring af foreløbige ejendomsvurderinger for ejerboliger og erhvervsejendomme, viser den seneste opgørelse fra 12. januar. Hovedparten i forbindelse med køb og salg af ejerboliger. Styrelsen har givet afslag i 62 procent af sagerne, svarende til 3.410 afslag.

Det er et politisk flertal i Folketinget, der har vedtaget reglen om en margin på 20 procent, fordi det er svært at få systemet bag ejendomsvurderingerne til at ramme plet.

Som et plaster på såret har partierne bag aftalen bestemt, at boligejerne til gengæld kun skal betale skat af 80 procent af ejendomsværdien.

Men det løser langtfra hele problemet, forklarer skatterevisor og chefkonsulent i BDO, Henrik Boye Hansen. 

Det er stadig et problem, at to boligejere, der lige har købt deres huse til den samme pris, kan ende med at betale forskellig boligskat, fordi det ene hus har fået en ejendomsvurdering, der er for høj, men ikke skæv nok til at kunne blive ændret.

»Det vil ingen opfatte som retfærdigt,« siger Henrik Boye Hansen fra revisionsvirksomheden BDO.

Han mener, at regeringen og forligspartierne bør droppe reglen om de 20 procent.

»Folk sammenligner sig jo med hinanden. Derfor er det noget juristeri at forsvare det med, at man kun skal betale skat af 80 procent af boligens værdi. Det løser jo ikke problemet med, at folk kan blive stillet vidt forskelligt. Det er dét, der er hele kernen i det.«

B.T. har ikke kunnet få en kommentar fra skatteminister Jeppe Bruus (S).