Til nytår hæves dieselafgiften markant med 50 øre pr liter.

Det er resultatet af en ny aftale mellem regeringen og en stribe forligspartier.

Men for at stigningen ikke skal blive en for voldsom belastning for private danskere, der kører i dieselbil, har man samtidig aftalt at sænke en anden afgift, udligningsafgiften.

Den kompensation er der imidlertid andre dele af transportområdet, som ikke får del i, og det kommer i sidste ende til at gå ud over kunder og skatteydere.

»Danske skatteydere og kunder i turistbusser og fjernbusser på tværs af landet ender med at betale regningen,« siger administrerende direktør Michael Møller Nielsen fra brancheforeningen Dansk Persontransport, til B.T.

Michael Møller Nielsen forklarer, at en stigning på dieselafgiften kommer til at give en øget brændstofregning i busbranchen – herunder altså bybusser, turistbusser og fjernbusser – i størrelsesordenen 117 millioner kroner.

Og den regning lander i sidste ende hos almindelige danskere.

»Cirka halvdelen af regningen på 117 millioner kroner vil skulle betales af kommunerne, så der kommer skatteborgerne til at betale,« siger Michael Møller Nielsen.

»For fjernbussernes vedkommende vil de kunder, som kører på tværs af landet, komme til at mærke en stigning i billetprisen, for der er kun ét sted at finde de penge, man nu skal betale ekstra for diesel, og det er hos kunderne,« forklarer han.

Også den sidste del, nemlig turistbuskørslen i Danmark, vil det blive kunderne, der kommer til at betale.

Her nævner Michael Møller Nielsen de virksomheder og offentlige institutioner, som skal på enten firmaudflugt eller skal have fragtet eksempelvis børn til og fra svømmehaller som eksempler.

Men kan branchen ikke bare skifte dieselbusserne ud med elbusser af forskellig art?

»Der er en del muligheder for at købe forskellige modeller til bybuskørsel, men for turistbusserne er der faktisk kun ét alternativ,« siger Michael Møller Nielsen.

»Og en elbus koster altså mellem to og to en halv gange så meget at købe ind som en dieselbus. Så selv om branchen meget gerne vil den grønne omstilling, så er det meget, meget vanskeligt,« understreger han.

Og når elbussen er indkøbt, skal den også lades op. En opgave, som vanskeliggøres af en langtfra færdigudviklet ladeinfrastruktur for buskørslen.

»Typisk vil en turistbus skulle holde relativt tæt på eksempelvis koncertarenaer eller turistattraktioner, fordi det jo er der, de kører folk hen,« siger Michael Møller Nielsen.

»Så det nytter ikke så meget, at de kan lade op på et transportcenter ved en motorvej,« tilføjer han.

Har busbranchen ikke selv et ansvar for at tage del i den grønne omstilling?

»Jo, og det gør vi også. Men en stigning i dieselafgiften på 50 øre er en ret uforudset udgift, og når man tilgodeser andre dele af transporten, så kan vi ikke se nogen grund til, at busserne bliver glemt,« siger Michael Møller Nielsen.

»Vi repræsenterer en sektor, som er en stor del af den grønne omstilling. Også selv om man kører på diesel. Det er trods alt noget mere grønt at køre 60 mennesker i ét køretøj end alternativet, og vi synes, at det er lidt underligt, at man ikke har tænkt bustransporten ind,« understreger han.

Har du lyttet til B.T.s podcast Spar Kassen?

I det seneste afsnit går vi helt tæt på det dramatiske og historiske årsmøde i Coop, hvor man præsenterede et blodrødt katastroferegnskab, en ny formand og godkendte en historisk redningsplan.