Dieselafgiften stiger med 50 øre fra næste år.

Men samtidig kompenseres private dieselbilejere ved, at en anden afgift bliver sat ned.

Sammen med regeringen har SF, De Konservative, Enhedslisten og De Radikale fundet penge til, at man sænker den såkaldte udligningsafgift, som ejere af dieselbiler betaler, fordi afgiften på diesel er markant lavere end den tilsvarende på benzin.

I alt har forligsparterne afsat 150 millioner kroner årligt i 2025 og 2026 til at sænke udligningsafgiften.

Hos forbruger- og interesseorganisationen FDM hilser man den politiske beslutning velkommen.

»Nu øger man dieselafgiften, og samtidig nedsætter man så udligningsafgiften, og det har vi hos FDM også selv tidligere lagt op til. Så det er vi glade for, at de nu har gjort,« siger Torben Lund Kudsk, som er afdelingschef for økonomisk politisk sekretariat hos FDM, til B.T.

Torben Lund Kudsk peger imidlertid på ét 'alvorligt hår i suppen' i forbindelse med aftalen.

»Mens regeringen og de øvrige partier i aftalen indfører en permanent stigning i dieselafgiften, har man kun fundet pengene til at sænke udligningsafgiften i to år. Det er vi meget uforstående over for,« slår han fast.

»Vi har en klar forventning om, at man også finder de penge fremadrettet, for når forskellen mellem benzinafgift og dieselafgift bliver markant mindre, udhuler man jo ellers argumentet for at have en udligningsafgift.«

»Hvis den ikke skal udligne alligevel, er det jo bare en ekstra afgift på dieselbiler,« konstaterer Torben Lund Kudsk.

Om hævelsen af dieselafgiften og den tilsvarende lempelse af udligningsafgiften er en god eller dårlig forretning for den enkelte danske dieselbilejer, afhænger af flere ting.

En beregning på FDM's hjemmeside, som tager udgangspunkt i, at man ejer en dieselbil, der kører cirka 20 kilometer pr liter, fremgår det, at det er en god forretning, hvis man kører under 25.000 kilometer årligt.

Kører du længere, vil stigningen i dieselafgiften betyde en højere omkostning end den besparelse, som du har udsigt til i form af den lavere udligningsafgift.

Hvis det bliver dyrere for dig at køre i din dieselbil efter dette, så kan du muligvis spare penge på bilen nogle andre steder.

I Spar Kassen-afsnittet om udgifterne til biler kommer der i hvert fald adskillige gode muligheder frem. Lyt med her: